En eftermiddag for et par uger siden gik jeg en runde i haven. Jeg havde stukket mine bare tæer i træskoene, og havde kun en strik og et par tynde hørbukser på. Jeg stillede mig i en solplet og nød det aftagende lys stå gyldent og dovent gennem træerne, på marken kunne jeg høre lærkens trillende sang, i toppen af ahorntræet sad en gruppe stære og sonderede terrænet.

Det var en dag i starten af marts med unormalt varmt og stille vejr. Om et par dage varsledes der igen nattefrost og kolde vinde, men lige dér i det øjeblik lod jeg mig blive bedraget af tankerne om, at nu var foråret her. På engelsk kaldes den slags lune perioder i den sene vinter for fool’s spring, men jeg tænkte, at jeg måtte tage, hvad jeg kunne få, trådte ud af træskoene og gik et par minutter rundt med bare tæer i vores græsplæne, imens jeg lod tankerne flyve til nyudsprungne bøgetræer, duften af blomstrende mirabeller og fuglesang så intens, at den vækker en om morgenen. Samme dag fandt jeg årets første æg fra vores ænder - et uomtvisteligt bevis på at vi går lysere dage i møde - men allerede to dage efter føltes det som om, det var blevet vinter igen.

Jeg har altid fundet det sjovt, at de fleste i Danmark mener, at foråret starter d. 1. marts. For selvom der kan være perioder med forårsfornemmelser så tidligt, synes jeg næsten kun, at en forventning om forår, så snart kalenderen siger marts, er at sætte sig selv op til skuffelse (og måske også en slem forårsforkølelse).

I andre lande, og hvis man kigger mod astronomien, starter foråret til gengæld først på forårsjævndøgn, som typisk falder enten d. 20. eller 21. marts. Fra jævndøgnet tipper jordens akse, så dagene atter bliver længere end nætterne. Netop den øgede dagslængde betyder, at jorden for alvor kan begynde at blive varm af solens stråler så frø hurtigere kan spire og træernes saft igen kan løbe. Det er hér foråret starter i naturen, også selvom vi danskere stædigt håber på forår fra 1. marts.

I år falder forårsjævndøgnet på torsdag d. 20. marts kl. 10 om formiddagen. Imens forårsjævndøgnet ikke spiller en særlig stor rolle herhjemme mere, er det i andre kulturer en vigtig tid. For eksempel fejres der i store dele af mellemøsten nowrus - deres nytår - på jævndøgnet, og jeg kan næsten ikke forestille mig en finere dag at starte et år på, end netop den dag, hvor lyset vinder over mørket. I Indien fejres holi-festivalen ved fuldmånen nærmest jævndøgn med nogle af de samme temaer, og i mange andre lande fejres dagen officielt som the first day of spring. Herhjemme er jævndøgnet mestendels gået i glemmebogen, hvilket jeg synes er ærgerligt.

I hedensk tradition er jævndøgnet dog tidligere blevet fejret nærmere vores egne længdegrader, hvor dagen blev markeret som starten på årets vækstsæson. På de britiske øer blev fejringen kaldet ostara eller oestre (heraf det britiske ord for påsken easter, der som bekendt falder på første søndag efter første fuldmåne efter jævndøgn), og mange af de symboler - f.eks. harer, æg, forårsgrene og lam - og traditioner, som forbindes med påsken i dag, kan faktisk også ledes tilbage til de gamle jævndøgnsfejringer. Jævndøgnet er en fejring af livet, væksten og lysets sejr over mørket, og det er en potent tid til at så frø, lægge planer og drømme om fremtiden. Jævndøgnet symboliserer også den ultimative balancegang mellem mørke og lys, mellem hvile og gøren. Den inviterer os til at se fremad, uden at forhaste os, til at restituere uden at gå i stå.

Jeg elsker de mange gamle hedenske årstidsfester (faktisk så meget, at jeg har skrevet en bog om dem), men især jævndøgnene og solhvervene har en særlig betydning for mig. Disse fire fejringer forholder sig til jordens placering ift. solen, og de trækker tråde ud i stort set alle kulturer jorden rundt, hvor de er blevet markeret på forskellig vis med ofte med samme underlæggende temaer. Det synes jeg er utrolig smukt at tænke på!

I en moderne verden, hvor vi har adgang til både lys, varme og mad året rundt, er det nemt at glemme solens livsvigtige rolle for os, men uden den var vi her ikke. Vi skal ikke mere end ganske få generationer tilbage, før menneskets hverdag så komplet anderledes ud; vi har levet i takt med solen i så meget længere tid, end vi har levet uden. Vil man starte med at leve mere i takt med naturens rytme, er jævndøgnene og solhvervene gode steder at starte.

Solhvervene og jævndøgnene deler året op i fire dele for mig, og bliver en måde, jeg forstår tidens passeren på. Det kan være virkelig betryggende i en hverdag, hvor det kan føles som om tiden løber mellem hænderne på mig, og der ofte mest er udsigt til fremtiden i stedet for blot at være til stede lige her.

Årstidsfejringerne er på den ene side dage som alle andre, mens de på anden side er muligheden for at genfortrylle vores hverdag - og dermed vores liv. De en invitation til at dvæle ved momentet og det flygtige i det - lyset, vinden, duftene, lydene - og skabe intentionelle øjeblikke, hvor tiden måske næsten kan stå stille for en stund. De er en mulighed for at genetablere forbindelsen til vores plads på en meget lille jord i et enormt univers, inden vi igen vender tilbage til hverdagen - måske med lidt mere opmærksomhed og intention. Det tror jeg, at verden ville blive smukkere og mildere af.

Er du blevet inspireret til at markere jævndøgnet, har jeg samlet lidt ideer til dig nedenfor.

I år fejrer jeg selv jævndøgnet ved bålet. Jeg planlægger at samle forårets første vilde urter og bruge dem i en suppe tilberedt over ilden, inden vi nyder en mørkning ved bålet imens solen går ned. De sidste år har min jævndøgnsfejring set forskellige ud; fra større forsamlinger til stille alenestunder med udkig til solnedgangen. En af de smukkeste ting ved årstidsfejringerne er, at vi kan gøre dem til vores egne og tilpasse efter, hvad vi har brug for lige nu.

Her på falderebet vil jeg dele et digt af Mary Oliver med dig, som jeg synes beskriver denne tid og værdien af at øve os i at bemærke verdens detaljer og nuancer. Det er ofte i det små, at det største ligger gemt.

I rose this morning early as usual, and went to my desk.
But it's spring,
and the thrush is in the woods,
somewhere in the twirled branches, and he is singing.
And so, now, I am standing by the open door.
And now I am stepping down onto the grass.
I am touching a few leaves.
I am noticing the way the yellow butterflies
move together, in a twinkling cloud, over the field.
And I am thinking: maybe just looking and listening
is the real work.
Maybe the world, without us,
is the real poem.
(The Book of time, Mary Oliver)

Jeg ønsker dig en smuk begyndelse på foråret.

Alt godt,
Mia

PS: Hvis du kunne lide dette brev, tror jeg også, du vil synes om min bog Refugium - et år i takt med naturens rytme, der udkom på forårsjævndøgnet sidste år, og som nu er gået i andet oplag.

Bogen er opbygget som en almanak, der måned efter måned guider dig igennem et år med større sanselig naturkontakt, gamle årstidsfejringer og traditioner, aktiviteter og madlavning inspireret af naturens cyklus. Den er skrevet til dig, som drømmer om mere ro og nærvær, men som ikke helt ved, hvor du skal starte.

Bogen kan købes ved alle boghandlere, både i fysiske og online butikker. Har du mulighed for at støtte en lille uafhængig boghandel, kan jeg anbefale dig at kigge forbi f.eks. BRØG i København eller KFM Boghandleren i Aarhus.